Som teenager var Christopher opslugt af at kode ting til computerspil: "Følelsen af kontrol var fantastisk!"

Af Autisme Ungdom - Webredaktionen 2. marts, 2020

Afhængig af computerspil: I sine teenageår brugte Christopher over 10.000 timer, altså mere end et helt år, på at spille computerspil og programmere nye ting til spillet - også kaldt at "modde" et spil. Trods at det i dag er gået ham godt, vil han ønske at han dengang havde investeret en del af tiden i noget andet.


- I skolen lærte vi at 5 + 5 altid giver 10. Det er så dejligt trygt at regne med tal, for det er forudsigeligt og logisk. Men når vi regner med mennesker, kan 5 + 5 sagtens give 1337. For mennesker og det sociale sammenspil er meget mere end tal, og det kan være uforudsigeligt og utrygt. Så som barn søgte jeg tilflugt i den virtuelle verden, hvor jeg havde kontrollen og forudsigeligheden.

Sådan siger 26-årige Christopher Paulsen fra Slagelse om sine teenageår med Aspergers Syndrom og ADHD i rygsækken, hvor stortset alt fritid blev brugt på gaming og programmering:

- Nogle gange tænker jeg om det havde været bedre at investere alle de timer i noget andet, hvor jeg kom ud blandt andre mennesker. Det havde det nok. Men i spilverdenen havde jeg en identitet som ham, som kunne lave alt - og som var velkendt af mennesker fra hele kloden. Alt det havde jeg ikke i virkeligheden, hvor jeg jo egentlig sad i mine forældres kælder foran computeren. 
 

Virkelighedsflugt: Følelsen af kontrol var fantastisk

Christopher styrede spillet på en række spilleservere som han ejede, hvor folk fra hele kloden deltog for at spille. Det gav ham følelsen af kontrol. Spillet handlede om en apokalyptisk verden efter en atomkrig, hvor det foregik i en delstat i det vestlige USA. Her var spillerne så de overlevende fra atomkrigen, der skulle forsøge at overleve i den nye verden. 

- På et tidspunkt i spillet, var der nogle af spillerne der havde gået ned til en sø for at søge efter andre overlevende. Hvis jeg eksempelvis ønskede at en stor mutant-ål pludselig skulle rejse sig fra søen og sluge en af spillerne i spillet, så var det ingen sag at programmere i en ruf. Det var sådan en kontrol jeg havde, og det var helt fantastisk.
 

Kunne have svært ved at skelne mellem virkelighed og spil

Christopher kom helt derud, hvor han i enkelte øjeblikke kunne have svært ved at skelne mellem virkelighed og spil.

- I spillet kunne jeg fremkalde enhver form for mad hvis jeg ønskede dette. Og det endte nok helt derud, hvor jeg tog mig selv i at blande virkelighed og spilverden sammen. Eksempelvis har jeg vågnet op enkelte gange med tom mave og i et sløvt øjeblik tænkt “Jeg må hellere fremkalde noget mad – nårh nej, det kan jeg jo ikke i virkeligheden.”, hvor sygt det end lyder. Det var så her hvor jeg oplevede at den kontrol jeg følte jeg havde, nok snarere var en afhængighed. 

For Christopher handlede det i sidste ende om at han følte sig bedre i computerspillet, end hvordan han følte sig i virkeligheden: 

- Som barn var jeg ikke særligt god til det sociale sammenspil med andre mennesker, når vi taler om mødet i den virkelige verden. For i modsætning til at møde en over nettet, hvor kommunikationen primært består af tekst og lyd, så er der bare så meget mere at skulle forholde sig til, når det er ansigt til ansigt. Ansigtsudtryk. Kropssprog. Situationen. Alt det nonverbale. Hvis man misser bare noget af dette under en samtale, risikerer man også at misforstå situationen.
 

Lokalt foreningsliv blev det nye fællesskab

Spørger man Christopher om hvad der fik ham til at bevæge sig væk fra det store forbrug af computerspil, får man et klart svar:  

- Ved en lettere tilfældighed kom jeg som 19-årig ind i et fællesskab, der for mig var ganske nyt: Nemlig det lokale foreningsliv. Det var noget nyt for mig at skabe noget sammen med nogen, der ikke boede på den anden side af Atlanterhavet, men blot i den anden ende af byen. Det gav noget mere, og det var sjovere. Samtidig oplevede jeg at der var stor efterspørgsel i foreningslivet på mine IT-kompetencer, som blev anvendt flittigt. 
 

Gaming er ikke en dårlig ting - i rette mængder

Christopher mener ikke at gaming er en dårlig ting, men blot at det er vigtigt at det sociale i virkelighedens verden ikke bliver tilsidesat på grund af spillet.

- Personligt er jeg i dag langt bedre til at kommunikere skriftligt, end jeg er til at kommunikere i virkeligheden. Det har fordele og ulemper, men jeg vil i dag egentlig ønske at der var en bedre harmoni mellem hvordan jeg kommunikerer skriftligt, og hvordan jeg kommunikerer ansigt til ansigt. Gaming er ihvertfald ikke en dårlig ting, så længe det er i rette mængder. Her brugte jeg vist lidt for meget tid på det.

I dag har Christopher brugt sine evner til programmering og logisk tænkning, til noget han lever af. Ikke som spilprogrammør, men som webprogrammør. 

- Folk skriver stadig til mig på Steam, 10 år efter, for at spørge mig om jeg kan lave noget til dem. I dag har jeg dog ikke tid til det, da jeg har meget andet at se til. Eksempelvis min kæreste, mit arbejde som byrådsmedlem og mit fuldtidsjob. Selvom jeg synes at det var virkelig fedt at programmere ting til computerspil, så måtte jeg komme til den erkendelse, at det ikke var noget jeg kunne leve af.  

Med programmering menes der her det samme som at "modde" et spil - altså at lave modifikationer til spillet. 



Coronavirus: Grundet Corvid-19 er alle fysiske aktiviteter foreløbig udsat.