Specialskolen var altafgørende for Johan





Silas Dam



Johan Haslund er en af de mange unge med autisme, som mødte store udfordringer, da han startede i skole. Det var specialskolens trygge rammer, som reddede ham





Det er vigtigt for elevers sociale og faglige udvikling, at skolen kan tilbyde den rette støtte. Det ved 21-årige Johan Haslund bedre end mange andre. Han lever nemlig med diagnosen GUA, og har derfor nogle specielle behov, som skulle opfyldes, før hans skoleforløb blev overkommeligt.


GUA (Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden)

Autisme spektrummet dækker over mange begreber. Herunder findes blandt andet GUA, en forkortelse af begrebet "Anden Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse".


GUA er en form for atypisk autisme, som er defineret af et indre følelsesmæssigt kaos. Det kan blandt andet medføre symptomer som intens angst, tvangstanker og hyperfølsomhed. Derudover vil mennesker med GUA ofte have sværere ved at forstå og aflæse andre, hvilket kan gøre det udfordrende for dem at forme relationer.


»Min GUA påvirker mig på den måde, at jeg nogle gange kan blive bange eller nervøs i min hverdag, og det er ikke så rart, når det sker« Forklarer Johan, og fortsætter:


»Jeg har også svært ved få venner. Jeg er ikke er god til at komme tæt på folk på den måde. [GUA] kan godt virke lidt som en mur over for andre mennesker, når jeg snakker med dem«


En hård start i skolen

Johan havde endnu ikke fået sin diagnose, da han startede i 0. klasse på en friskole. Det viste sig dog hurtigt, at han ikke helt passede ind, da hans første år i skole var præget af mistrivsel.


»Det sværeste var nok, at jeg ikke kunne forstå mange af de ting, som skete omkring mig. Som når folk gjorde noget, og hvorfor de gjorde det. Og hvis jeg ikke kunne forstå hvorfor, blev jeg sur«

Fortæller Johan, som ikke følte, at friskolen havde overskud til at hjælpe ham med hans unikke udfordringer:


»Jeg havde det også svært, fordi jeg har indlæringsvanskeligheder, så jeg har også været bagud med de boglige ting«


Først da han blev udredt og fik sin GUA diagnose i slutningen af året, blev han overført til en specialskole for folk med tungere diagnoser, hvor han gik fra 1. til 10. klasse.


En skole med tryggere rammer

I specialskolen fik Johan for første gang en undervisning, som fungerede for ham. Her blev han blandt andet hjulpet med de sociale udfordringer, som havde plaget ham hele det forrige år, og det gjorde en kæmpe forskel.


»Der var langt mere plads til én. Deres fokus var på det sociale og ikke det boglige, så jeg blev hjulpet langt mere med det sociale, hvilket var rigtig godt«

Siger Johan, som især værdsatte timerne, der fokuserede på at forbedre elevernes sociale færdigheder:


»Vi havde mange timer om, hvordan man skal opføre sig, men også hvordan andre tænker. Så blev der snakket om tingene, og vi fik at vide, hvornår nogen gjorde noget rigtigt og forkert«


Hver klasse havde et støtteteam, som bestod af tre lærere og tre pædagoger. Da der kun var omkring ti elever i klasserne, stod der altid personale til rådighed, som kunne arbejde med eleverne på et individuelt niveau.


Denne menneskenære form for undervisning havde stor betydning for Johans udvikling. Ikke nok med, at han endelig kunne forme venskaber og kommunikere med de andre elever, samtidig begyndte han også at forbedre sig fagligt.


»Den boglige del begyndte at gå meget bedre, da jeg fik mere styr på det sociale. Cirka omkring 4. eller 5. klasse begyndte det virklig at gå godt med det boglige, og derefter rykkede jeg mig endel hvert år« Fortæller Johan, og fortsætter:


»Man kunne fokusere på det boglige, da der var trygge rammer. Så skulle man ikke bruge så meget energi på at tænke på så meget andet«


Specialskolen var et sprængbræt

Specialskolen fik Johan klædt på til en ungdomsuddannelse, og efter 10. klasse var han klar til at tage det næste skridt.


»Efter specialskolen blev jeg sendt videre til en produktionsskole, fordi jeg godt kunne klare det. Så da jeg kom der, arbejdede jeg hårdt, og kom på noget ordblindeundervisning, som hjalp med det sidste bolige«


Johans hårde arbejde betalte sig, for halvvejs igennem året blev han tilbudt en læreplads, hvor han startede, efter han havde færdiggjort sit forløb i produktionsskolen. I dag er Johan i gang med sit andet år i lærepladsen, og i takt med, at han har udviklet sig socialt og fagligt, er det endda lykkedes ham at blive medicin-fri efter ti år.


Det er en udvikling, der kun kan blive set som en succes-historie. Men historien kunne have udfoldet sig meget anderledes. Hvis Johan ikke var blevet udredt og tilbudt en specialskole med den rette støtteordning, er han nemlig overbevist om, at hans muligheder havde set betydeligt mindre positive ud.


»Hvis jeg ikke var kommet på en specialskole, ville jeg nok ikke kunne have gået i skole i lang tid. Og hvis nu jeg var blevet tvunget afsted i skole, ville jeg nok have blevet langtids sygemeldt med stress eller depression«


Heldigvis blev der taget hånd om Johans udfordringer, og i dag ser det ud til, at han har en lys fremtid forude.