Om Introduktion til Autismens Verden
Med støtte fra Nordeafonden, Jascha Fonden og Ludvigsens Legat afvikler Autisme Ungdom i efteråret 16 informationsaftener i hele landet om autisme, målrettet unge autistiske mennesker. Informationsaftenerne kommer både til at indholde faglige oplæg om autisme fra anerkendte fagpersoner på området, og personlige oplæg fra unge autister, som Autisme Ungdom har uddannet i at holde foredrag på en stor kursusweekend afviklet i sommerferien.
Til selve informationsaftenerne, som afvikles i oktober og november, vil der udover faglige oplæg og personlige oplæg også være mulighed for at få informationsmateriale med hjem, som de unge i Autisme Ungdom selv har udarbejdet. Autismehåndbogen kalder de den, og den indeholder al den viden, håndbogens forfattere ville ønske de havde fået, da de selv fik deres diagnoser.
Der afvikles 3 informationsaftener i hver region samt en informationsaften online. Du finder en oversigt over hvilke byer der afvikles informationsaftener i hvornår her.
For kontakt og yderligere spørgsmål
Mail: intro@autismeungdom.dk
Telefon: Naja K. Føste, projektleder og forperson i Autisme Ungdom: 21895087
Telefon: Jonas H. Petersen, ekstern næstforperson og ansvarlig for afvikling af aftner i Hovedstaden: 21895088
F.A.Q om Introduktion til Autismens Verden
Jeg er ikke i aldersgruppen (13-35 år), kan jeg deltage?
Ja men kun som gæst til en ung i aldersgruppen til en fysisk oplægsaften, eller til den online oplægsaften, hvor der er åbent for alle der er interesserede i at deltage.
Du kan desværre ikke købe en billet, til en fysisk oplægsaften, bare til dig selv, når du ikke er i aldersgruppen (13-35 år). Du må derimod hjertens gerne deltage til det online oplæg.
Hvorfor er introduktion til autismens verden kun for unge? Og hvorfor er alderskravene så strikse?
Autisme Ungdom er en ungdomsforening. Det betyder, at de aktiviteter og arrangementer er målrettet unge, og derfor som udgangspunkt forbeholdt unge i vores aldersgruppe.
Derudover så har vi fået støtte til projektet fra flere fonde - og nogle af puljerne, som fondene har givet penge fra, er puljer med midler der skal bruges på unge. Det betyder, at vi skal kunne dokumentere overfor fondene, at vi har brugt pengene på unge - og derfor er vi nødt til at være lidt strikse med alderskravene
Jeg er ikke nydiagnosticeret, er intro til autismens verden for mig?
Måske - det kommer an på hvor meget viden du har om autisme i forvejen. At introduktion til autismens verden er målrettet nydiagnosticerede autister, betyder at indholdet i foredragene kommer til at være ret grundlæggende autismeviden.
Hvis du allerede ved meget om autisme, så er introduktion til autismens verden ikke det rigtige arrangement for sig. Hvis du derimod ikke ved meget om autisme, eller gerne vil have genopfrisket din basisviden om autisme, så skal du være velkommen til at købe en billet.
Jeg har ikke en autismediagnose, men vil gerne have viden om autisme og er i aldersgruppen. Må jeg melde mig til?
Ja det må du gerne. Man skal ikke dokumentere sin autismediagnose ved tilmelding, så man er velkommen uanset om man er udredt for autisme, er igang med udredning for autisme, man selvidentificerer som autist og ikke ønsker at få diagnosen på papir, eller har en anden grund til at ønske basisviden om autisme.
Det eneste krav er at du skal være indenfor aldersgrænserne, eller gæst til en der er det.
Jeg er ung i aldersgruppen, og vil gerne have 2 gæster med. Kan jeg det?
Som udgangspunkt nej, for man må som ung kun have en gæst med på sin egen billet. Det man kan gøre er at høre om en søskende, en ven, en kæreste eller en anden person du gerne vil have med, som passer i aldersgruppen, kunne have lyst til at købe en billet og tage din anden gæst med som deres gæst.
Ellers så henviser vi til, at den anden gæst tilmelder sig den online oplægsaften som er åben for alle.