.png)
Politiske Løsningsforslag til Mistrivsel
AF Autisme Ungdoms kampagne udvalg
Autisme Ungdoms bud på, hvordan vi belyser og afhjælper problematikkerne vedrørende mistrivsel og den øgede selvmordsrisiko blandt autistiske mennesker
Forslag 1. Gratis psykologhjælp til autistiske mennesker under 30 år
Med finanslovsaftalen for 2021, er det endelig gjort permanent, at unge mellem 18 - 24 år med angst eller depression kan bevilges gratis psykologhjælp. Det er vi i Autisme Ungdom rigtig glade for, men vi frygter dog, at flere unge autister, der lider af psykiske problemer, alligevel ikke kan bevilges psykologhjælp, fordi de endnu ikke har fået en formel diagnose på komorbid angst eller depression. Autisme i sig selv er nemlig ikke adgangsgivende til gratis psykologhjælp.
Dette er problematisk, da der er undersøgelser, som viser, at selv om cirka 45% af autister lider af angst, er det kun omkring 12%, som har en reel angstdiagnose(1) – med andre ord er der en stor risiko for at tabe alle de autister, der lider af angst, men aldrig er blevet formelt diagnosticeret, på gulvet.
Derudover er der mange autister, som er under 18 år eller over 24 år, men som kæmper med meget alvorlig mistrivsel og har brug for professionel støtte. De bør også have adgang til gratis psykologhjælp, da de ellers er i øget risiko for at få stress, angst eller depression. Derfor er det enormt vigtigt, at finansloven bliver udvidet, således at autisme bliver et adgangsgivende kriterie under den eksisterende aftale om gratis psykologhjælp, og at der på sigt bliver tilbudt gratis psykologhjælp til alle unge autister under 30 år.
Forslag 2. Flere kommunale og regionale støttetilbud uden visitationskrav til autister
Næsten halvdelen af alle unge autister lider af angst, og ifølge en dansk undersøgelse(2) er selvmordsrisikoen blandt autistiske mennesker mere end 3 gange større, end den er hos neurotypiske folk. Alligevel er mængden af lokale tilbud med professionel støtte og vejledning til autister begrænset, og hvis der er et lokalt tilbud, er det ofte en lang og anstrengende proces at få adgang til dette.
Det vil derfor gøre en enorm forskel for autistiske borgere, hvis der bliver lavet flere støttetilbud i kommunal og regional regi, der kan hjælpe autister gennem svære tider. Her mener vi bl.a. tilbud om selvhjælpskurser og samtalegrupper, samt flere tilbud om kvalificerede kontaktpersoner og bostøtte. Tilbuddene skal udvikles med udgangspunkt i autisters behov, og autister skal inkluderes i processen.
Fokusset skal være på at gribe fat i mistrivende autister og give dem det rette støttetilbud, før deres mentale tilstand forværres i en sådan grad, at behovet for intensiv støtte stiger yderligere – i mange tilfælde vil det nemlig være altafgørende, hvornår man træder ind med den rette støtte.
Forslag 3. Automatisk adgang til psykoedukation ved diagnosticering med fokus på at forebygge mistrivsel
I Autisme Ungdom mener vi, at der automatisk skal tilbydes et psykoedukationsforløb, så snart en autistisk person får sin diagnose. Tilbuddet om psykoedukation skal stå til rådighed fra den dag, diagnosen er givet, og skal understøtte de unge autisters opvækst.
Forløbet med psykoedukation skal gerne forebygge, at den autistiske person begynder at mistrives efter sin diagnose, og forløbet skal ruste den unge til at begå sig i verden som autistisk person. Der skal tages afsæt i, at de unge autister opnår en større selvforståelse med fokus på egne ressourcer og udfordringer efter forløbet. Disse forløb skal indeholde konkrete redskaber, der kan være gavnlige for den enkeltes hverdag. Forløbene skal udvikles på baggrund af voksne autisters egne erfaringer med at være autist i det danske samfund.
Forslag 4. Obligatorisk kursus om autisme til alle ansatte i psykiatrien, samt autisme-specifikke handleplaner
Når autister når til et punkt, hvor de får det så dårligt, at de bliver indlagt i psykiatrien, er det et stort problem, at de bliver mødt af et system, som ikke har den tilstrækkelige viden om autisme til at tilbyde dem en ordentlig behandling.
Som det er lige nu, er autisme ikke en del af pensum i voksenpsykiatrien, og derfor er der mange overlæger og psykiatrisk ansatte, som reelt ikke ved, hvad autisme er. Konsekvenserne af dette opstår, når en indlagt autist f.eks. har en nedsmeltning. Denne vil typisk blive betragtet som en psykose, og behandles, som man netop ville behandle psykoser: med fysisk tvang og medicin – en metode, som slet ikke fungerer, når det gælder om at behandle nedsmeltninger. Meget af dette ville kunne undgås, hvis blot personalet og overlægerne havde fået tilstrækkelig viden om autisme, som de kunne bruge til at deeskalere situationen og imødekomme den autistiske patient med forståelse og emotionel støtte. Derfor er det ekstremt vigtigt, at autisme bliver gjort til en obligatorisk del af pensum, når man er på en uddannelse målrettet et job i psykiatrien.
Et konkret værktøj vi mener, man bør implementere, er autisme-specifikke handleplaner, da de værktøjer, man har til rådighed i dag, er udviklet til ikke-autistiske hjerner og derfor ikke nødvendigvis hjælper autister. Den støtte, man har behov for, når man er autist er helt forskellig fra den støtte, man har behov for, hvis man f.eks. har skizofreni. Det er to vidt forskellige diagnoser, som kræver hver deres behandling, og det tager den nuværende psykiatri desværre ikke hensyn til.
Med autisme-specifikke handleplaner kan vi indføre en mere individualiseret form for behandling, hvor behandlingsforløbet er tilrettelagt en autistisk patients behov. På den måde kan vi sikre, at personalet tager hensyn, hvis en autistisk patient f.eks. fortæller, at deres sanser bliver overvældet af lyset eller larmen på afdelingen. Handleplanerne kan ligeledes medvirke til at forhindre unødige magtanvendelser under episoder, hvor deeskalerende metoder ville være en større hjælp for autistiske patienter.
Hvis regionerne begynder at investere i autisme-kurser og autisme-handleplaner, vil det kunne bane vejen for en mere autismevenlig psykiatri, hvor alle patienter kan få den behandling og hjælp, de har behov for. Dette er nødvendigt, hvis vi skal forebygge angst, stress, depression og selvmord blandt autistiske borgere.
Forslag 5. Bedre information – til både professionelle, pårørende og autister – om mistrivsel og den forøgede selvmordsrisiko blandt autistiske mennesker
Til trods for den udbredte forekomst af komorbide lidelser såsom angst og depression hos autister, tales der meget lidt om, hvordan disse lidelser faktisk kommer til udtryk. Det leder ofte til fejldiagnosticering, da der ikke er tilstrækkelig forståelse for den måde, autisme kommer til udtryk på hos unge, som i forvejen kæmper med andre tilstande. Dette ses især hos autistiske piger, hvor tegn på f.eks. depression ofte vil blive betragtet som naturlig indadvendthed.
Konsekvensen af dette er, at mange autister ikke får den rette støtte eller forståelse, hvorefter deres stress og mistrivsel typisk vil blive forstærket yderligere. Desuden vil den manglende omtale også betyde, at det generelle tabu om psykisk mistrivsel aldrig bliver nedbrudt, og derfor kan det være meget intimiderende for autistiske mennesker at tale åbent om deres svære tanker og frustrationer. I værste konsekvens medfører det, at autisten tager sit eget liv. En ny undersøgelse* viser, at risikoen for, at autistiske mænd begår selvmord, er mere end 4 gange større sammenlignet med neurotypiske mænd, og at risikoen for, at autistiske kvinder begår selvmord er mere end 8 gange større sammenlignet med neurotypiske kvinder.
Derfor er det vigtigt, at professionelle begynder at snakke mere åbent og direkte om autisme, komorbide lidelser og den øgede selvmordsrisiko blandt autister, da information og omtale er essentielt for at bekæmpe problemet. Ligeledes mener vi, at der bør laves flere studier om autisme og selvmord, så vi får en bedre idé om, hvordan vi som samfund afhjælper det massive problem, som så høj en selvmordsrisiko er.
Forslag 6. Bedre formidling af viden om autisme i hele samfundet
Den bedste måde, man kan hjælpe folk, er ved at forsikre sig, at de slet ikke ender et sted, hvor de har brug for intensiv behandling. Derfor er det problematisk, at mange autister først bliver diagnosticeret sent i teenage-årene (eller først i deres voksenliv), hvor de allerede er begyndt at få det dårligt. Det vil man fra politisk hold kunne forhindre ved at udbrede den generelle viden om autisme, så man kan arbejde sig frem imod hurtigere og tidligere diagnosticering, og dermed vil kunne tilbyde unge autister en ordentlig støtteordning fra en tidlig alder.
Dette indebærer blandt andet, at man skal tage afstand fra det meget stereotype syn på autisme, som ofte gør sig gældende blandt offentligheden, og at man i stedet begynder at lytte til autister og undersøger de mange forskellige måder, autistiske træk kan komme til udtryk. På den måde vil man kunne opnå en bedre forståelse for den enkelte autist, og være i stand til at tilbyde foranstaltninger og beskæftigelsestilbud, som er tilrettelagt den enkeltes behov og interesser.
Fokus på mangfoldighed og åbensindethed vil gøre en stor forskel for autister hele landet over, og vil for manges vedkommende kunne forhindre, at de når til et punkt, hvor de ikke længere kan tage vare på sig selv.
(1) https://vidensportal.dk/handicap/born-med-autisme/autisme-og-komorbiditet