Autisme Ungdoms Kampagne mod Ensomhed

Autisme Ungdom satte i uge 32 2021 fokus på Ensomhed over vores sociale medier. Her kan I læse historierne fra medlemmerne omkring deres Ensomhed. 

Fotograf: Privatfotos

SILAS – ENSOMHED OG DEPRESSION

Her kan du læse Silas’ historie om, hvordan det er at føle sig ensom og samtidig kæmpe med en depression.

Mit navn er Silas Dam. Jeg er 22 år gammel, og jeg er forperson for Autisme Ungdom Region Hovedstaden, samt menigt hovedbestyrelsesmedlem i Autisme Ungdoms nationale bestyrelse.

Depression er noget jeg har kæmpet med igennem hele mit liv. Psykisk sygdom løber i familien, hvilket kun er blevet forstærket af en række traumer og belastningsreaktioner, som længe har hjemsøgt mig.

Jeg prøver at lade fortid være fortid, men depressionen har haft langvarige konsekvenser for min identitetsdannelse og relationer. Det kræver tålmodighed at være min ven. Man skal kunne tolerere at jeg ofte har lange, depressive perioder, hvor jeg bliver isoleret og holder op med at svare på beskeder. Man skal bære over med, at jeg har behov for at åbne op om min fortid og frustrationer, hvilket ikke ligefrem er opmuntrende at lægge øre til. Det kan være anstrengende for mange at vedligeholde et sådan forhold, og grundet min autisme er det sjældent jeg opdager hvor meget disse karaktertræk stresser mine venner, før det allerede er for sent.

Jeg havde engang en kæreste som fortalte mig, at han måtte bryde kontakten fordi min tilstedeværelse gjorde ham deprimeret. Det har jeg forståelse for, men ikke desto mindre ramte det som et slag i brystkassen. Jeg indså, at depressionen skabte en ond cirkel: Jeg var deprimeret på grund af min fortid, depressionen fik folk til at tage afstand, og grundet ensomheden forblev jeg deprimeret.

Dog var det netop denne ensomhed, som ledte til mit livs bedste beslutning. I september 2019 valgte jeg nemlig at blive medlem af Autisme Ungdom. Ikke nok med, at jeg har fået en platform, hvor jeg kan kæmpe for mine politiske mærkesager. Jeg har tilmed fundet den forståelse og tålmodighed, som jeg har søgt hele mit liv. Når jeg fortæller vores bestyrelse om ting, som normalt ville skræmme folk væk, bliver jeg i stedet mødt med kram og omsorg. Jeg føler mig tryg i vores fællesskab, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig.

Depression kæmper jeg stadig med, og ensomheden kryber fortsat ind, når jeg har mine dårlige dage. Men takket være Autisme Ungdom har jeg for første gang fået en rigtig familie, hvilket giver mig styrken til at kæmpe videre.

ANGELINA – ENSOMHED OG ANGST

Her kan du læse Angelinas historie og blive klogere på, hvordan hun har oplevet det at føle sig ensom og have angst.

Ensomhed har jeg, som de fleste andre, også været ramt af. At jeg har min sidediagnose, angst, hjælper ikke særlig meget. Især ikke når det kommer til at skulle have hjælp til at komme ud af ensomheden. Den lille stemme i hovedet der overtænker alle de ting der kunne gå galt med at være social sætter den store bremseklods i at kunne komme ud af ensomheden.

Man overtænker selv den mindste fejl og er fuldstændig sikker på, at alle andre også lagde mærke til det. At kunne tage skridtet til at bare begynde at kunne snakke med andre mennesker virker som et stort gabende hul, som man skal komme over.

For mig blev mit første skridt til at kunne være social og begynde at snakke med min omgangskreds Autisme Ungdom. Det gav mig et sted med mennesker, der havde mange af de samme udfordringer, som jeg selv havde. Det gav mig en følelse af, at jeg ikke var den eneste. At det var okay, at det var svært at komme ud af sin ensomhed.

Det skete selvfølgelig ikke på én dag, men det kom lidt efter lidt. Før jeg så mig om, så havde jeg fået bygget en bro over det gabende hul, som gjorde det nemmere at begynde at snakke med andre igen. Der er stadig dage, hvor jeg føler mig ensom, men det er langt færre, og der bliver længere mellem dagene. Det er okay at have det skidt en gang imellem. Det vigtigste er, hvad du gør efter det. 

CHRISTOPHER – ENSOMHED I FÆLLESSKABER

Her kan du læse Christophers historie og blive klogere på, hvilke oplevelser han har haft med at føle sig ensom i fællesskaber, og hvordan han fandt ud på den anden side.

Det første jeg husker ved min ensomhed, var skammen. Jeg skammede mig, fordi jeg tænkte at hvis man var ensom, måtte det nok være fordi man var forkert. Fordi man ikke er værdifuld nok som menneske.  Fordi man ikke var god nok til noget så basalt som at have en nær vennekreds. Selvom jeg ganske vist havde et vist netværk, bestod det mest af forenings-kollegaer og bekendte. 

Jeg søgte på Google hvordan man kunne komme ud af ensomhed, og det første forslag der kom op, var at komme ud og række ud til andre. Så en lørdag aften kl. 23 tog jeg ned på den lokale natklub i Slagelse, for at sige hej til en masse fremmede menneske, med henblik på at lære dem at kende.

Hvis I forestiller jer en dengang ung 21-årig gut, der render rundt om natten og siger hej til en masse fremmede mennesker, så kan I nok gætte hvorfor det ikke helt gik efter planen. Langtfra, faktisk. Men det var også her hvor idéen kom: Der var brug for et sted, for man kunne komme for at sige hej - og hvor alle andre også kom for netop at sige hej og lære nye mennesker at kende. Hvor det fælles tredje ikke var at drikke sig i hegnet, feste eller gennemføre en generalforsamling, men simpelthen at lære hinanden at kende. 

Jeg vendte ideen med en gammel klassekammerat jeg tilfældigvis stødte på i toget, og han var frisk på at være med til at starte stedet op og drive det.

Lang historie kort, så blev tanke hurtigt til virkelighed. Vi fik samlet et hold af unge frivillige der vil være med til at drive mødestedet, som endte med at få navnet “Plexus”.

Vi fik desuden økonomisk støtte fra Egmont Fonden. Flere år senere kører Plexus stadigvæk den dag i dag, hvor jeg er med til at drive stedet sammen med mine med-frivillige.

Når vi slår dørene op til Plexus hver fredag aften, så er det med den dagsorden at folk lærer hinanden at kende og har det hyggeligt. Og det er meget lettere at lære andre at kende, når andre også selv er indstillet på det - det jo derfor de er mødt op i Plexus. 

Pointen med min fortælling er at selvom man er ensom, er der rigtig mange der gerne vil hjælpe. Men det handler også om at tage imod hjælpen. Min måde at få hjælp til det på, var ganske vist lidt alternativ, ved at jeg selv startede hjælpen op. Men hvem intet vover, intet vinder! 

JONAS – ENSOMHED SOM HJEMMEGÅENDE

Her kan du læse Jonas’ historie, hvor han fortæller om, hvordan han har oplevet ensomhed, og hvordan isolation i hjemmet har påvirket ham.

I perioden 10-14 år havde jeg faktisk ikke så meget som bare ét venskab i livet. Fire dystre år foran computerskærmen gik med computerspil og YouTube. Hele det koncept med at bonde var ikke noget der kom mig naturligt. Jeg havde i høj grad ikke de forudsætninger der skulle til, da jeg ikke vidste hvordan man fik etableret en tættere relation til et bekendtskab eller en kammerat. Jeg glemmer aldrig de 4 mørke år i livet med fremtidsangst for, om dette ensomhedshelvede ville vare ved.

Fra jeg var 13-14 år, havde jeg et forløb med to mænd, der var en del af foreningen ”Active Outdoor”. Jeg var ikke den store ”outdoor”-dreng, og formålet var netop at få unge med sociale problemer og vanskeligheder ud at røre sig og eventuelt møde andre unge, som de kunne bonde med. Det hjalp lidt at komme ud og møde andre jævnaldrende, men så snart jeg kom hjem efter en forfriskende løbetur i skoven eller udmattende træning i centeret, gik der ingen tid, før jeg kom tilbage til den selvdestruktive vane med computeren.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få venner. Jeg var dybt ensom, fortabt i kedsomhedens faste greb om mit sind og ude af stand til at hjælpe mig selv. Jeg ønskede bare at komme ud, og jeg brugte computerspil og YouTube som selvmedicinering fra ensomhedens intensitet. Det blev ikke bedre af, at jeg ikke selv indrømmede, at jeg faktisk var dybt ensom og uden venner i livet. Jeg var dårligt nok i stand til at råbe om hjælp uden min mors engagement. Det begyndte faktisk at gå begge mine forældre på, så de tog mig som 13-årig til et arrangement, hvor jeg havde mulighed for at møde jævnaldrende, som jeg kunne bonde med. Det gik ikke så godt. På hjemvejen udbrød min stedfar, ”så få dig nogle venner!”.

Da jeg var 14 år, fik jeg dog min første ven efter meget lang tid. Jeg mødte ham i en ungdomsklub, hvor jeg var begyndt at komme. Han var dog min eneste ven det næste lange stykke tid - indtil jeg var 16 eller 17 år og begyndte at få etableret et par nye venskaber, og ensomheden forsvandt ganske langsomt. 

ANDREAS – ENSOMHED UDEN EN FAST BASE

Her kan du læse Andreas’ historie om, hvordan et liv på farten uden en fast base førte til ensomhed.

Ensomhed er noget jeg, som mange andre autister, døjede meget med, da jeg var barn. Det påvirkede mig meget, indtil jeg kom til et sted der hedder ACV (Autisme Center Vestsjælland).

Man hører meget om, at det er som at sidde alene på en øde ø og vente på, at nogen kommer og redder en fra det. Min historie er lidt anderledes dog, jeg sad nemlig ikke på en ø og ventede.

Men sejlede verden rundt uden et kort i hånden.

Jeg har boet mange steder, fra USA til Tyskland, Frankrig til Schweiz. Så mange at jeg har glemt de fleste. Fordi i sidste ende, ligegyldig hvor jeg var, følte jeg mig hverken hjemme eller velkommen.

Nogle føler sig udenfor, når de flytter til en anden by i samme land, fordi de føler, at alt hvad de havde forsvinder, og de kommer et fremmed sted hen. Min verden ændrede sig hele tiden, intet var det samme. Ikke kun var mennesker forskellige, men alt andet var også. Sprog, kultur, mad, ja selv drikkevandet var anderledes.

Mange har været strandet på en øde ø, men med tid kan de bygge et hus, og når de leder rundt, så finder de ud af, at øen måske ikke er så øde, som de troede. I min rejse kunne jeg måske finde et eller to skibe her og der, men rejsen stoppede aldrig. Lige så hurtigt jeg mødte dem, lige så hurtigt var de sejlet forbi igen.

Sådan fortsatte min rejse i mange år, fra et land til et andet, fra en by til en anden, fra en skole til en anden. Men den ting der altid var den samme, var min rejse partner:

Ensomhed

Men i sidste ende ender alle rejser. Og vi slog endelig anker et sted jeg nu kalder hjem.

MARCUS – ENSOMHED SOM UDIAGNOSTICERET

Her kan du læse Marcus’ historie om, hvordan følelsen af at være anderledes uden at vide hvorfor førte til ensomhed, og hvilken betydning det havde for ham at få en diagnose.

Jeg hedder Marcus, jeg er 21 år gammel og jeg fik min autisme (Aspergers) diagnose lidt efter jeg fyldte 17. Jeg har kæmpet meget med ensomhed før og efter, jeg fik min autismediagnose, og det her er min historie om, hvordan at vokse op udiagnosticeret, medførte ensomhed gennem min opvækst. Jeg har i løbet af det meste af mit liv kæmpet meget med ensomhed. Imens jeg voksede op, følte jeg altid, at jeg var anderledes i forhold til de andre omkring mig (især klassekammerater).

Jeg havde svært ved at relatere til dem og deres interesser, og det var som om jeg altid så verdenen anderledes end alle andre. Det ledte især til, at jeg altid følte mig misforstået, og det værste ved at føle sig så anderledes og misforstået var, at jeg ikke havde nogen idé om, hvorfor jeg havde det sådan. Noget jeg husker tydeligt, fra da jeg var yngre, var da jeg startede i klub. Det var nok omkring der, at jeg første gang mødte andre på min alder, som jeg følte, at jeg kunne relatere til. De var alle en del af en specifik gruppe i klubben der blev kaldt KiK (som stod for Klub i Klubben).

KiK var lavet for unge med forskellige diagnoser og udfordringer, de havde deres eget lokale, hvor det var muligt at trække sig tilbage til, der var pædagoger, som var dedikerede til deres ekstra behov, og de holdte deres egne mindre begivenheder kun for dem, så alting var overskueligt. Jeg brugte langt det meste af min fritid i KiK, hvor jeg, nok for første gang, følte, at jeg var en del af gruppen. Men jeg var alligevel ikke helt med, for når de holdte en KiK begivenhed, blev jeg bedt om at gå, for jeg havde ingen officielle diagnoser på det tidspunkt. Jeg husker, hvordan jeg ofte bare sad ude foran døren eller prøvede at få tiden til at gå med et eller andet, indtil de var færdige med deres arrangementer. Det føltes ensomt.

Det hjalp ikke meget da, jeg startede mine teenageår. Jeg flyttede by og skiftede skole, hvor min ensomhed og følelse af at være anderledes gjorde mig desperat efter opmærksomhed. Jeg havde meget underudviklede sociale kompetencer sammenlignet med de andre, og at jeg havde svært ved at tale med om andres interesser resulterede i, at jeg havde meget få personlige grænser. For eksempel blev jeg hurtigt “forelsket” i folk der viste mig interesse, og jeg gik igennem flere forhold med utroskab, fordi jeg først sent lærte at sige fra. Indtil da havde jeg nøjes med det jeg fik, fordi jeg troede, at jeg ikke havde andre chancer for at føle mig elsket. Det meste af min fritid på den skole gik med at læse bøger eller at sidde med min telefon.

Omkring ottende klasse når alt var for uoverskueligt, var det ikke unormalt, at jeg brugte mine pauser på skolens toiletter og græd, mens jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg var som jeg var. Grundet mine dårligere sociale kompetencer blev jeg erklæret ikke-uddannelsesparat; og startede på 10. klasse efter 9. klasse blev afsluttet. Ikke lang tid efter det fik jeg min diagnose og havde det bedste skoleår nogensinde med fantastiske venner både i og udenfor min klasse. Processen med at få min autismediagnose startede i 2017 grundet mine konstante hovedpiner, migræner og nyligt opstartede overbelastninger.

Aftenen før jeg ville få at vide, om jeg var autist eller ej, var jeg skræmt fra vid og sans, for hvad hvis en diagnose ville ødelægge alle mine fremtidige muligheder? Men i stedet for at ødelægge muligheder gav min diagnose mig mulighed for at få værktøjer til at forstå mig selv og støtte til de ting, jeg synes er svært.

At få min autismediagnose har også givet mig svar på, hvorfor jeg følte mig anderledes og misforstået. Jeg kæmper stadigvæk med ensomhed i dag, men jeg lærer langsomt at acceptere mig selv som jeg er og at stå op for mig selv, når det er nødvendigt.