Silke fra Roskilde er autist: "Området er så overbebyrdet"





AF LARA ABUNA, BRITT KRONGAARD & EMIL HEE STENSTRUP - JOURNALISTSTUDERENDE FRA ROSKILDE UNIVERSITET 28. FEBRUAR, 2020



Silke Svare Bruun er for nyligt flyttet fra Holbæk til Roskilde kommune. Hun er 19 år og arbejder til dagligt som mesterlæreelev i Coop Hverdag i Tølløse. Med til historien om den almindelige pige hører dog også, at hun lever med diagnosen autisme, hvilket fylder meget og giver udfordringer i hendes hverdag. Udfordringer, som kræver hjælp fra kommunen.



Hun mener ikke, at kommunen er godt nok klædt på til at hjælpe unge som hende og oplever, at sagsbehandlingen i Roskilde er kaotisk og forvirrende:

- Jeg har ikke haft de store succesoplevelser med sagsbehandlingen i Roskilde kommune. Nu har jeg boet her i over et år, og har allerede skiftet sagsbehandler to gange. Det har været ret kaotisk. Jeg er ikke en maskine – jeg er et menneske!

Silke Svare Bruun kender ikke til Roskilde Kommunes nye projekt 'Unge med autisme og overgangen til et selvstændigt liv', som Beskæftigelses- og Socialudvalget netop har vedtaget. Men hun er skeptisk. Hun tror det kunne hjælpe at få flere kyndige sagsbehandlere i arbejde, snarere end smarte og kortsigtede løsninger.


Dagligdagens basale gøremål er udfordrende

Om sine egne udfordringer forklarer hun, at især planlægning og strukturering er svært. Selv det at lave spaghetti med kødsovs kan være en uoverskuelig kamp:

- Enhver lille beslutning er en udfordring. Hvilken opskrift skal jeg bruge? Hvilken pakke hakket oksekød skal jeg vælge? Hvilken dåse flåede tomater er de bedste? Hvad for en pasta passer bedst til den her ret?

Derfor går hendes planlægning ofte hånd i hånd med huskelister, som er uundværlige for hende, fortæller hun:

- Huskelisterne er mit redskab nummer 1. Jeg går aldrig nogen steder uden dem.


Jeg oplever at folk propper mig ned i en boks

Hendes autisme-diagnose er ikke noget, hun deler med alle. For Silke Svare Bruun føler ikke, at det definerer hende som person:

- Jeg er hverken en superhelt, eller udviklingshæmmet på førtidspension. Det tror folk tit, alt efter hvilken historie de har hørt om autisme. Jeg undlader faktisk at fortælle folk, at jeg har autisme, fordi deres billede af en person med diagnosen ikke stemmer overens med mig. Hvis jeg fortæller dem, at jeg har diagnosen, bliver jeg proppet ned i en kasse, hvor jeg ikke hører til, siger hun.


Autismen med på job

Også på arbejdsfronten kan det være udfordrende at have autisme. Det er særligt svært for Silke Svare Bruun at forstå ironi, sarkasme og humor generelt:

- Det er til det punkt hvor, hvis folk fortæller en joke, så sidder jeg 5 minutter indtil jeg har forstået joken og så griner jeg 5-10 minutter efter alle andre.

Hun kan også komme ud på et sidespor, hvis kunder i butikken spørger ind til varer, hun ikke kender:

- Nogle gange skal der ikke så meget til, før jeg kommer ud på et vildspor.

Alligevel er hun glad for sit arbejde i Coop, og ser også en mulig fremtid i butikken:

- Måske som Space Manager. Måske inden for marketing. Eller måske vil jeg have min egen lille butik en dag. Jeg er ikke helt sikker, men jeg føler også, at jeg har masser af år til at finde ud af det.